Dansk English

Info om havets dyr

I forbindelse med projektet " Uddannelse, information og vidensdeling i den danske skaldyrbranche" blev der udarbejdet en række korte artikler om kommercielt vigtige arter i Limfjorden og andre aktuelle emner. Disse artikler kan findes som PDF nedenfor - se dem ved at trykke på billedet:

Blåmuslingen, en vigtig kommerciel art i Limfjorden

Langt de fleste blåmuslinger skrabes i dag fra naturlige muslingebanker på bunden af fjorden. Der er dog indenfor de sidste år kommet et nyt erhverv til - nemlig lineopdræt af muslinger. Artiklen fortæller om forskellen på lineopdrættede muslinger og skrabede muslinger og hvilken betydning begge erhverv har.

Østers i Limfjorden

Den naturligt hjemhørende østerart i Limfjorden er den Europæiske østers Ostrea edulis. Artiklen fortæller, at selvom bestanden i øjeblikket klare sig godt er et landbaseret klækkeri med efterfølgende udsætning i fjorden at foretrække for at sikre en kontinuerlig god østersbestand og afhjælpe i perioder med dårligt naturligt spatnedslag. Larvestadier og principperne i et klækkeri med østers gennemgås.

Strandkrabber

Artiklen giver en beskrivelse af strandkrabben og dens biologi. Den fortæller,hvordan estimering af den enorme bestand af strandkrabber samt forsøg udført på Danske Skaldyrcenter, har givet et grundlag for at udnytte strandkrabben til kogning af fond.

Søstjerner

Artiklen giver en beskrivelse af søstjernen og dens opbygning. Herudover bliver dens generelle biologi, levevis, reproduktion og evne til at regenerere dele af kroppen gennemgået. Der fortælles endvidere at søstjernen tidligere har været udnyttet kommercielt til gødning, og at der er udviklet et specielt trawlnet til at fange søstjerner med.

Søpunge - de tre almindeligste arter i Limfjorden

Artiklen fortæller om søpungens generelle biologi og levevis med fokus på de 3 mest almindeligt forekommende arter i Limfjorden. Der fortælles om hvorfor nogle anser søpungen som en skadevolder og hvordan den kan give problemer i forhold til lineopdræt af muslinger.

Havsnegle - en uudnyttet ressource eller miljøindikator?

Almindelig konk er i modsætning til rødkonken, som er giftig, en værdsat spise mange steder i verden. Det har mange steder resulteret i kraftig tilbagegang for arten, som er sårbar over for et kraftigt fisketryk. Artiklen fortæller endvidere om TBT forurening, og gør rede for hvordan graden af tvekønnethed hos havsnegle er blevet brugt som indikator på TBT forurening.

Iltsvind

Iltsvind er noget alle kender til. Dette skyldes ikke mindst, at der inden for de sidste mange år, har været stor fokus på dette tema i medierne hen over sommeren. Artiklen gennemgår fænomenet iltsvind og giver en oversigt over nogle af de faktorer der ligger til grund for iltsvind.

Giftige alger i Limfjorden

Grunden til at algeopblomstringer får megen opmærksomt er, at visse algearter er giftige og dermed kan være en risiko for menneskers helbred. Ligeledes kan giftige opblomstringer have negative økonomiske konsekvenser for virksomheder. I artiklen gives en gennemgang af nogle af de giftige alger og de skaldyrsforgiftninger de kan medføre. Endvidere fortælles der om de forholdsregler der bliver taget for at undgå skaldyrsforgiftninger i Danmark.

Skaldyr, sund ernæring

Artiklen fortæller, hvorfor det er sundt at spise skaldyr og hvilke virksomme stoffer der er i skaldyrene. Endvidere redegøres der for hvorfor skaldyr kan smage forskelligt på forskellige tider af året. Selvom skaldyr er sund ernæring er der også forhold som allergi og algegifte man skal være opmærksom på.

Hvad er invasive arter og hvor kommer de fra?

Artiklen giver en forklaring på, hvad en invasiv art er og hvordan de kommer til Danmark. Der er i dag en lang række invasive arter i Danmark og i artiklen gives der en kort oversigt og beskrivelse af nogle af dem.